Espressomaskiner er lidt lige som musikinstrumenter. Det, der er det foretrukne valg for den professionelle musiker, er oftest et rigtigt dårligt valg for en nybegynder. Det samme gælder i kaffeverdenen.
Hvorfor? Jo – For at opnå det perfekte espressoshot, er der utroligt mange parametre der skal justeres helt korrekt: Temperatur, formalingsgrad, tampning osv. Hvis bare ét af disse parametre ikke er perfekt, forskubbes balancen og resulterer i et underlegent shot.
Øvelse gør mester
Som nybegynder er jagten på den perfekte espresso lang, og målet ligger fjernt. Der er mange ting der skal læres, og samtidigt skal interessen holdes ved lige: Det er let at miste modet og tålmodigheden, når kaffen man brygger gang på gang smager usselt.
Når man kommer hjem fra butikken med sin nye espressomaskine, så forventer man ikke, at det skal tage måneder og år før man kan nyde en god kop kaffe. Det skal være let at gå til, men samtidig skal der være mulighed for at lære, udforske og udvikle sig.
Af samme årsag får jeg altid myrekryb når jeg hører folk anbefale maskiner som f.eks. Rancilio Silvia til nybegyndere. Sådan en maskine ligger oftest indenfor nybegynderens økonomiske rækkevidde, men kræver øvelse og engagement for at præstere fuldt.
Fjern nogle af de nørdede parametre
For at gøre livet for nybegynderen lettere, anbefaler jeg altid at man vælger en maskine med færre muligheder – Resultatet når kun et vist niveau, til gengæld er det lettere at komme dertil.
Nogle af de parametre der let kan fjernes er formaling og tampning. Mange gode begyndermaskiner har et portafilter eller en filterkurv, der først slipper kaffen igennem når trykket er optimalt – uanset om kaffen er formalet fint nok, og tampingen er korrekt. Det gør det lettere at lave en espresso med rig smag og crema, og smagen kan stadig justeres ved at ændre på formalingsgraden og et (let) tampingtryk.
Et trykfilter gør dig også i stand til at benytte en kaffekværn, der ikke nødvendigvis koster flere tusinde kroner. Mange trykfiltre kan siden “konverteres” til et normalt filter, ved at fjerne trykdelen – eller benytte en anden filterkurv, hvis det er dén der skaber trykket – Så kan du begynde at eksperimentere yderligere, når du føler at du er klar til det.
Steaming af mælk
En lækker microfoam er det, der gør en cappuccino. Men at lave lækker mælkeskum er noget af det, mange nybegyndere kæmper med. Enten bliver resultatet brændt og smager af risengrød, eller også bliver luftboblerne alt for store.
En hjælp kan være en god panarello. En panarello er et rør, der sidder på steameren og hjælper med at suge luft ned i mælken. Visse panarelloer gør et fantastisk job, og producerer mælkeskum der minder om noget, en mellemgod barista kan præstere på en café. Andre panarelloer suger alt for meget luft med, og resulterer i store bobler.
En god panarello kan derfor være en god start til dig, der vil lære at mestre kunsten i at brygge eksklusiv kaffe. Panarelloen kan ofte tages af, så du kan træne i at steame mælk rigtigt, når du er klar til det.
Køb for at sælge – eller køb brugt
Det sidste råd jeg vil give er: Lad være med at tro, at en billig maskine nødvendigvis er en god begyndermaskine – for der er slet ingen lighedstegn her. Du får sikkert en underlegen maskine, der ikke kan hvad du forventer – og derfor mister du interessen. Og når du er træt af den, er der ingen der vil have den – så den ryger direkte på loppemarked eller losseplads.
Køb istedet en maskine der passer til dine behov og niveau, og som har en god andenhåndsværdi. Så kan du let sælge den videre, når du er vokset fra den, og istedet købe en maskine der kan tage dig til næste skridt.
Måske kan du allerede nu fornemme hvor jeg vil hen – For hvis dit budget tillader en maskine til 2000 kroner, så får du ofte mere ud af at købe en brugt (men god) maskine for det beløb, frem for at købe en ny. Selv folk med gode maskiner kan miste interessen, så du kan være heldig at lave et virkeligt røverkøb.
Jeg vil i nærmeste fremtid anmelde en række semiautomatiske espressomaskiner som jeg mener, er gode til begyndere – Så hold øje med Espressotest.dk.
Hej.
Jeg er på udkig efter en god espressomaskine til en nybegynder. Hvilken maskine vil du foreslå?
Du skriver under øvelse gør mester at du ikke vil anbefale Rancilio Silvia til nybegyndere, men henviser til den i linket semiautomatiske espressomaskiner du mener er gode til nybegyndere?
Mvh
Signe
Hej Signe,
Jeg er lidt bagud med mine anmeldelser – jeg er ved at anmelde en semi-automatisk espressomaskine som jeg synes er god til nybegyndere, men som man siden kan vokse lidt med. Hold øje med siden i løbet af måneden 🙂
– Magnus
Hej Magnus,
Håber snart, du skriver herinde igen.
Det er virkelig fedt at læse dine anmeldelser, de er super gode.
Men men men, hvilken espressomaskine skal vi dog vælge som nybegyndere?
Bare manden får en god kop kaffe, og jeg får en god kop chokolade, så er vi tilfredse..ha ha. (Vi er ikke forvent med at gå på café’er og få en SUPER kaffe eller chokolade).
Den skal helst være smal ihvertfald, da vi har et lille køkken – smal men god? 🙂
Vi har kigget på Nescafé Dolce Gusto Genio by DeLonghi, kommer der mon en anmeldelse af den indenfor den nærmeste fremtid? 🙂
Mvh Anna
Hej Anna,
Tak for de rosende ord 🙂 Det er svært at finde tid til at skrive på bloggen, med en lille ny i huset der lige har lært at rejse sig op og derfor når helt nye ting man aldrig havde tænkt på skulle gemmes væk.
Hvis du gerne vil kunne lave chokolade og sådan på maskinen, og samtidigt kaffe, espresso og cafè latte, så synes jeg at du skal kigge nærmere på Tassimo-systemet istedet for Nescafé. Tassimo har mange flere muligheder for drikke, og det virker som om der kommmer flere og flere til. Læs f.eks. min anmeldelse af Tassimo T55, som nok vil kunne dække jeres behov.
Tassimo T55 er en firkantet sag, men jeg synes ikke umiddelbart at den fylder mere på bordet end Dolce Gusto, som på billeder ser lille og elegant ud, men i virkeligheden faktisk fylder en del i bredden.
Jeg har flere gange kontaktet Nestlé for at teste deres kapselsystemer, men indtil videre uden held.
Mvh
Magnus
Hej Magnus,
Tusind tak for hurtigt svar, som vi helt sikkert vil arbejde videre ud fra 🙂
Derudover tillykke med titlen, så er der helt sikkert meget at se til 🙂
Vi er ikke nået dertil endnu.
Igen tusind tak for dit svar.
Mvh
Anna
Ja altså espressomaskinen skal være smal. 🙂
Tassimo T55 har et bar tryk på 3.3 , det er jo lidt i forhold til andre maskiner såsom Nespresso og Dolce Gusto Genio, der har et bar tryk på henholdsvis 19 og 15, som jo er bedre??
– Anna
Hov, jeg missede denne kommentar i første omgang :-$ Mht. maskinernes tryk, så er jeg ikke sikker på at det betyder det helt store. Jeg vil dog medgive, at T55 mere er en kaffemaskine end en espressomaskine – det samme gælder for såvidt Dolce Gusto-maskinerne – men at snakke om tryk i sådanne maskiner er ikke det samme som tryk i en rigtig espressomaskine.
En rigtig espressomaskine skal brygge ved 9 bar. Ofte er det sådan, at maskiner der hævder at have f.eks. 15 bar kun har det i starten af processen, lidt som en lufttank der bliver fyldt op. Jo længere hen i brygningen den kommer, jo lavere bliver trykket. Selv Handpresso, som i realiteten er en cykelpumpe med indbygget kaffemaskine, har omkr. 15 bars tryk, men når den endelig begynder at brygge, er trykket reduceret til det halve.
Jeg vil sige det sådan her: Hvis man vil have en god espresso, så er det Nespresso der gælder. Hvis man vil have et stort udvalg (af helt fornuftig kvalitet), så er det Tassimo der gælder. Men find et sted der sælger alle maskinerne, f.eks. Elgiganten eller lignende, og bed om selv at smage de forskellige 🙂
Hej Magnus,
Nej, nu tror jeg godtnok, at jeg et blevet skør..ha ha. Er blevet en helt natugle for at finde ud af, hvilken maskine vi skal købe.
Nu har jeg jo også set på din anmeldelse af Senseo Latte Select, som du jo har givet 4 kaffebønner 🙂 Hvilket er mere, end du har givet Tassimo, som har fået 3,5 kaffebønner. Surprise, jeg kan også regne ud at 4 er mere end 3,5 🙂
Altså vi vil gerne drikke god alm. kaffe, god chokolade/kakao og te, og der er Tassimo bedre end Senseo Latte Select?
Der vil jo altid sætte sig det klister efter brug af kapslerne med mælk og sukker i – i Tassimo. Derimod er der en mælkebeholder i Senseo.
Så hvad vil du nu sige til mig? 🙂
Godnat – aldrig mere natugle..puha..og så på grund af en Tassimo, Senseo osv. “maskiner” 🙂
Mvh
Anna
Puh ja.. det kan være svært at sætte stjerner på engang imellem 😉
Senseo er jo på ingen måde espressomaskiner, de brygger kun kaffe. Den ekstra halve stjerne fik den pga. den rigtige mælk og den relativt lavere koppris. Men Senseo brygger både kaffe, “latte/cappuccino” som i realiteten er café au lait med skummet mælk, kakao og te (med de rigtige holdere til). Senseo skal smages inden der investeres, for smagen er ret markant anderledes end de andre maskiner. Nogle elsker den, andre kan ikke fordrage den – så om den er bedre eller dårligere end Tassimo er en smagssag.
Personligt kan jeg bedre lide Senseos mælkebaserede drikke fordi jeg kan hælde den (usødede) mælk i jeg gerne vil. En anden fordel synes jeg er, at udbudet af Senseokaffe umiddelbart er større end Tassimo i den normale detailhandel.
Mange tak 🙂
– Anna
Hejsa Magnus
Fin side du har dig.
Vil da også lige gøre opmærksom på at du kan købe en cofeeduck til din Senseo, dermed kan du male og bruge din egen kaffe. Absolut en god ting! Herudover er der kommet andre billige producenter af kaffebuder til landet (se bl.a. i Aldi og Lidl)
mvh
Kasper
Hej Magnus.
Det er lidt af en jungle, at finde frem til en god begynder maskine.
Jeg er landet på en Ascaso Dream. Har du en vurdering af den?
Venlig hilsen
Lea Andersen
Hej Lea,
Undskyld mit sene svar – Jeg har ikke selv prøvet Dream, men har da hørt godt om maskinen, og på papiret ser den fornuftig ud. Hvilken maskine der er bedst til dig kommer naturligvis helt an på, hvilke krav du har til den. Skal den være flot og retro-agtig, så er Dream jo et fint valg. Men for lidt mindre kan du få en Rancilio Silvia, hvilket efter min mening er en af de bedste maskiner til hjemmebrug. Den kræver lidt træning, men når det først sidder i fingrene får du megen glæde af den! En Silvia med kværn koster i skrivende stund 5490 kr hos RigtigKaffe, hvilket er en plovmand billigere end Dream + kværn.
Ingen af disse maskiner er dog gode til begyndere, der ønsker at holde det på et “begynderniveau”. Hvis dette er tilfældet, ville jeg nok hellere anbefale en af de semiautomatiske maskiner fra Saeco.
Hej Magnus,
Nu troede jeg, at efter googling i timevis har jeg fundet svar på spørgsmålet “hvad skal jeg købe som nybegynder”, men må konstatere, at jeg er stadig i vildrede.
Jeg faldt også over og for reklamen af Silvia fra RigtigKaffe, der prismæssigt og kvalitetsmæssigt ser tiltrækkende ud, men, men… I starten af din artikel siger du, at du får myrekryb af at høre anbefalinger af denne maskine til nybegyndere, men i dit seneste indlæg roser du Rancilio Silvia. Jeg er forvirret.
Jeg har også læst om folks problemer med maskinen på selvsamme site. Det skyldes nok, at der er (for) mange parametre der skal tages hensyn til på en gang. Den Saeco maskine som er omtalt her på sitet er automatisk.
Hjælp!
Hej Jerzy,
Jeg kan godt forstå at du er forvirret. Jeg roser Silvia til skyerne, og det vil jeg nok altid gøre – Det jeg får myrekryb af er, når folk anbefaler den til “almindelige” kaffedrikkere, altså folk der bare leder efter en espressomaskine til at lave den daglige kaffe på.
Silvia er en maskine, der skal læres og trænes med. Det har de færreste tålmodighed til, og derfor anbefaler jeg den ikke til “nybegyndere” (i den forstand, at de ikke har tænkt sig at tage det til næste niveau).
Grunden til at jeg anbefaler en maskine som Saeco Aroma (og lignende) til “nybegyndere” er, at flere af parametrene er fjernet: Trykfilter gør, at formalingsgraden ikke spiller så stor rolle. Gennemløbstiden er irrelevant. Panarelloen på damparmen gør, at man bare plopper den ned i mælken for at få (nogenlunde fornuftigt) mælkeskum. Resultatet kan ikke forbedres meget med træning – men er du tilfreds med det, så er det en nem maskine at have.
Efter at have kigget lidt på din blog vil jeg dog anse dig som en madnørd der kan lide at forbedre og eksperimentere – Og så har jeg ikke store skrupler ved at anbefale Silvia til dig 🙂
Hej Magnus,
Tak for dit svar. Nu forstår jeg godt, hvad du mener. Jo, jeg blev forelsket i den maskine fra første klik. Udseende, specs og prisen ikke mindst – banken vil knuselske mit nye lagetøj, iveren i at brygge og smage den skønne drink, nylig ophold i Trastevere, alt det krævede et lille skub, og det har jeg fået ;). Tak
Hej Jerzy,
Det var godt at høre! Jeg antager at du har læst min anmeldelse af Silvia, ellers kan du gøre det her:
http://www.espressotest.dk/test-af-rancilio-silvia/
Held og lykke med din nye maskine, jeg tror du vil kunne more dig med den i mange år 🙂
Hej Magnus,
Jeg har læst flere steder, at man skal/burde anvende kildevand i stedet for vores “forkalkede” postevand. Argumenterne er:
1.Smag
2.Holdbarheden af maskinen
Hvad vil du råde mig til?
Er det billigste flaskevand til 4-5 dkk. Netto, tror jeg, tilstrækkeligt godt?
Hej Jerzy,
Holdbarheden af maskinen vil naturligvis blive forlænget af, at der ikke kommer kalk i kedlen – Men det kan også klares ved at bruge en filterkande, og filtrere postevand. Om det bliver billigere end nettovand i det lange løb ved jeg ikke, da filtrene jo også koster penge. Jeg ved heller ikke, hvor meget kalk der er i nettos vand?
Mht. smag, så er det sådan at mange foretrækker lidt kalk i vandet ved brygkaffe – det har en ret stor indvirkning på smagen, og vi er jo vant til at bruge hårdt vand i kaffen. Jeg har faktisk ikke eksperimenteret så meget med det ved espressobrygning, men der er forskel! Det er naturligvis subjektivt.