Jeg har fået flere forespørgsler i kommentarerne om en kaffemaskine med indbygget kaffekværn. Idéen lyder jo rigtigt tillokkende, og kombineret med en indbygget timer er der jo lagt op til nogle rigtigt gode morgener.
Markedet er ikke oversvømmet med denne type maskiner – der er faktisk overraskende få at vælge imellem. Jeg har lånt tre forskellige maskiner, som har fået lov til at arbejde side om side. De tre maskiner jeg anmelder er nogle af de mest kendte på markedet.
Maskinerne minder overraskende meget om hinanden, både i udseende og funktionalitet. De har alle indbygget keramisk kværn, tætsluttende låg der holder på bønnernes aroma samt en eller anden form for aromakontrol. Alle maskinerne udregner selv vand- og bønnemængde alt efter, hvor mange kopper kaffe du ønsker at brygge. Alle tre maskiner kan desuden brygge på færdigformalet kaffe, hvis man skulle løbe tør for hele bønner og kun tankstationen har åbent.
Philips HD7740/00
Pris: 1080,- hos Pixmania
Betjening: Formalingsgraden kan vælges på toppen af maskinen, og gennemløbstiden vælges via trykknap (Mild, medium og stærk). Dette giver en fornuftig kontrol af aromaen, men generelt er det svært at brygge stærk kaffe uanset hvor meget man presser maskinen. Den manglende timer gør, at resten af betjeningen er ganske intuitiv. 4 knapper og et drejehjul udgør hele maskinens betjeningspanel; Antal kopper, kaffens styrke, om man vil bruge den indbyggede kværn eller selv hælde formalet kaffe i filteret samt en start-knap. Låget til vandpåfyldning sidder bag bønnebeholderen, og er en pest at betjene – svært at undgå vandpjaskeri, specielt hvis man insisterer på at have maskinen stående op ad en væg.
Timer: HD7740 har som testens eneste ikke indbygget timer.
Smag: Maskinens faste filter slipper en del smagsstoffer igennem, og smagen er ikke dårlig – Men jeg ville ønske at den kunne brygge noget kraftigere end den gør. Selv på fin formaling og høj gennemløbstid er kaffen ikke i nærheden af den styrke, vi er vant til herover i Skåne.
Kvalitet: Maskinen virker solid nok. Jeg har ikke haft maskinen så længe, men indtil videre har jeg ikke oplevet fejl. Flere anmeldelser på internettet taler dog om, at interne dele i maskinen kan gå i stykker, og at kaffekværnen kan drille.
Fordele:
- Testens billigste
- Funktionerne er lette at betjene
Ulemper:
- Besværlig vandpåfyldning
- Ingen timer
- Kaffen er på den svage side, og for kold.
Exido 245104 / Princess P-249401
Pris: 1229,- hos CDON
Betjening: Lige som på maskinen fra Philips kan aromaen styres både ved hjælp af formalingsgrad og gennemløbstid. På Exido/Princess finder du de samme knapper som på Philips, de sidder endda på samme sted, i samme rækkefølge. Derudover er det muligt at programmere maskinen via timer, så du kan stå op til nybrygget kaffe. Exido/Princess har samme problem med vandtanken som Philips – svær at komme til og alt for lille åbning.
Timer: Ja
Smag: Stadig ikke helt stærk nok efter min mening. Maksimal styrke er, som jeg normalt ville drikke kaffen – men, det er jo rart at den kan mere end det, ikke?
Kvalitet: Byggekvaliteten virker fin nok, selvom filterskuffen er lidt ranglet. En tur på internettet afslører dog, at folk også har problemer med kaffekværnen på denne maskine.
Fordele:
- Timer
- Funktionerne er lette at betjene
Ulemper:
- Besværlig vandpåfyldning
- Timeren er ikke så voldsomt intuitiv
- Kaffen er lige svag nok, og temperaturen er ikke god nok
Cuisinart DGB-900BC
Pris: 1099,- hos Pixmania
Betjening: På maskinen fra Cuisinart indstilles formalingsgraden via drejehjul på forsiden – derudover er al operation næsten identisk med de to andre maskiner. Det gælder også vandpåfyldningen, som er placeret bekvemt uden for rækkevidde. Cuisinart har to næsten identiske maskiner, én der brygger i glaskande og en der brygger i termokande. Brygning i termokande = Godt!
Smag: Smagen er god, omend lidt svag. Temperaturen er lige til den kolde side, og varmer man ikke termokanden før brug, holder den ikke kaffen varm i de udlovede 8 timer. Det gør den heller ikke, selvom man varmer den, men noget længere da. Men, at varme termokanden før brug er jo svært, hvis man bruger timerfunktionen (i hvert fald forsvinder det meste af fordelen ved automatisk morgenkaffe, hvis man skal op en halv time i forvejen og fylde varmt vand på termokanden). Den holder dog kaffen fint varm i et par timer, og det var i mit tilfælde rigeligt.
Timer: Ja, men ikke vildt intuitiv.
Kvalitet: Byggekvaliteten vil jeg fristes til at sige er testens bedste. Kaffekværnen bliver dog hurtigt sat til med kaffepulver, og det er nødvendigt at rengøre den ofte med den medfølgende børste. Termokanden holder varmen helt okay, men jeg tror de glemte at teste den inden de satte den i produktion – den er langsom at hælde af, og der er er altid lidt kaffe tilbage i kanden, selvom man nærmest vrider den.
Fordele:
- Timer
- Brygger direkte i termokande
Ulemper:
- Besværlig vandpåfyldning
- Besværlig timerfunktion
- Kaffen er svag
- Den mest fjollede termokande jeg længe har prøvet
Konklusion
Alle maskinerne fejler på samme punkt: Bryggetemperaturen er for lav, og kværnen kværner ikke fint nok – det er dette der resulterer i for svag kaffe hos alle tre modeller. Dette betyder også, at maskinerne bruger noget flere bønner end man kunne forvente. Styrken er dog okay for de flestes smag.
Der er ikke den store forskel på præstationen mellem de tre maskiner, så testens afgørelse går primært på pris, byggekvalitet og funktion. Derfor må jeg erklære maskinen fra Cuisinart for absolut vinder, med sin termokande og timerfunktion. Og til alle jer Charlie Sheen-fans, så er det denne (omend modellen med glaskande) Charlie Harper har i stående i køkkenet i Two and a half Men.
Da jeg havde testet maskinerne i et stykke tid, opsøgte jeg andre anmeldelser på internettet – dette resulterede i et noget broget billede af alle tre maskiner. Det lader til at alle tre maskiner lider af mandagsmodeller, så man skal indstille sig på at risikere at skulle reklamere og bytte, før man får en fungerende maskine.
Vi har en Exido og vil give dig helt ret mht vandpåfyldning. De har sgu da ikke afprøvet produktet før fabrikation…..ingen af dem. Vi har haft vores i 2 måneder og den kører ca 4 gange i døgnet. Nu virker den ikke mere, netop i dag 22/12 kl 15.02 slukkede lyset i det totalt tilduggede display. Hvilket fjols har placeret elektronikken lige over filteret, hvor det konstant damper fra? Dygtigt.
Måske en reklamation hjælper…..?
Mvh Niels Skovbogaard
Hej Niels,
Ja det er et umådeligt fjollet påfund. Der er ikke andet at gøre end at reklamere – med lidt held er det bare jeres eksemplar som har været utæt i en forsegling.
Vi har haft en Cuisinart i 2 år og har kun brygge ganske lidt på den (1 til 2 gange pr. uge). Og nu er kværnen så gået i stykker 🙁
Jeg er helt enig i testen – bryggetemperaturen er for lav og kaffen bliver lynhurtigt kold efter den er brygget. Termokanden er ikke en rigtig termokande og dur simpelthen ikke.
Vi køber aldrig en maskine med kværn igen – nu står den på Moccamaster og separat kværn.
Glædelig jul 🙂
Jeg kender ikke nogle af de tre maskiner der her er testet, men for et år siden købte jeg en HUGIN (coops eget mærke) Den virker stadig perfekt.
Den laver rigtig god og varm kaffe.
Der er flere indstillinger – både hvor fin/grov bønnerne skal være, samt tre indstillinger på hvor stærk kaffen skal være.
Det tog en del brygninger før jeg fandt den ideelle indsting til mig, men så er kaffen også lige som jeg vil have den.
I bunden af filteret sidder der en fjederbelastet “tap” – sådan at der ikke bliver lukket vand ud hvis man fjerner kanden. Den fjernede jeg. Det betyder at jeg bare tager mit kaffekrus – fylder med vand og hælder på beholderen – sætter kruset under og vupti så har jeg en enkelt kop kaffe.Det synes jeg er fedt når jeg ofte kun laver en kop eller to.
Prisen på 800 kr er også den billigste jeg har set.
Det er dog ikke tilrådeligt at bruge krus af plast – bunden smelter på varmepladen.
Jeg har en cuisinart kaffemaskine med kværn som er 4 år gammel. Jeg er fint tilfreds med min model, men har desværre forlist det låg der er over kaffefilteret. Det kan ikke skaffes i forretninger, så hvis nogen har et låg til en maskine de alligevel ikke bruger, vil jeg gerne aftage det. hilsen Annette, Odder
har nu i 2 omgange haft exido efter reklamation og begge gange med samme fejl efter nogen tid går maskinen simpelthen kold og vil ikke kværne.
Så ingen anbefalding herfra på mærket Exido
Er der flere, der har erfaring med Hugin kaffemaskine med kværn? Antager at du stadig er tilfreds, Egon? Har på nettet læst, at den ikke brygger særlig varm kaffe? Er det korrekt?
På forhånd tak for jeres tilbagemeldinger – Lotte
Jeg har en Hugin kaffe maskine med kværn.. Det er sådan en dejlig maskine.. Jeg står op til lækker og varm kaffe. Jeg vil sige, at det er den bedste kaffemakine jeg har haft.. Jeg fortryder bestemt ikke at jeg købte den..
Der med den ikke laver varm kaffe, har jeg absolut ikke oplevet..
En god kaffemakine som man har glæde af længe..
Dog skal man lige sætte lidt tid af, til at finde ud af hvordan din kaffe skal være med hensyn til bønnernes maling og styrke.. Men kan klart anbefales.
Det lyder som Hugin kaffemaskine med kværn er et godt køb. Jeg kikkede på en i det lokale Kvickly, men turde ikke købe den. Jeg har en alm. kaffemaskine i sommerhuset også en Hugin, den brygger direkte i termokanden, den brygger udemærket kaffe, men kanden skal stå meget præcist, eller løber kaffen ud over hele køkkenbordet, det er lidt træls. Den holder lige akkurat kaffen varm til morgenmaden, vil man have en kop kaffe i løbet af formiddagen er den bestemt ikke varm længere.
Har netop købt en Hugin Corylus med kværn
Kaffen er ok varm, og maskinen er generelt nem at betjene.
Dog – der sidder et karbonfilter i maskinen. Dette anbefales skiftet efter 70 brygninger. Men Coop kan ikke levere ekstra, og ved heller ikke, hvor de kan købes
YNK YNK.
Man kan købe carbonfiltre i pakker med 3 styk på coops hjemmeside, hvis man bare søger på hugin kaffemaskine, så mener jeg de kommer frem 🙂
hvor dan fanden får man vandet fra maskinen til at løbe ned i kanden. har lige købt en exido maskine. men den knurer bare når vi tænder den og ingen vand løber ned i kanden.
Det ved jeg sgu ikke Tove – du må hellere høre med dem du har købt den af, det kan jo være at der er noget galt med den 😉